Introduktion til Curly Girl-metoden
Curly Girl-metoden – hvad er det, og hvem kan bruge den?
Curly Girl-metoden. Måske er du stødt på begrebet nogle gange uden dog helt at være klar over, hvad den går ud på? Hvis du har naturlige krøller, der enten gemmer sig lidt (eller måske bliver gemt lidt væk af dig), eller som du gerne viser frem, men måske mangler nogle produkter og metoder, så du kan få det bedste frem i dem, så er The Curly Girl-method sikkert interessant for dig. Det er den nemlig for alle, der har krøller eller bølger i håret.
For Curly Girl-metoden er lavet for netop at give krøllet hår den pleje, det har brug for, så det kan holde sig sundt og vise sig fra dets bedste og smukkeste side. Metoden, der er skabt af frisøren Lorraine Massey tilbage i 2001, handler om at passe godt på sine krøller og give dem den bedste pleje ved blandt andet at undgå visse ingredienser i hårprodukter, der bare vil gøre skade på håret.
Det drejer sig om:
- Skrappe sulfater
- Silicone
- Drying alcohol
Sagen er nemlig den, at et krøllet hår er et sart hår, der hurtigt kan udtørre og let kan tage skade af ikke at blive behandlet godt.
For eksempel vil skrappe sulfater, der findes i mange gængse shampooer, være en barsk omgang for (krøllet) hår. Det renser ganske vist håret, men gør det på en, ja, skrap måde. Og da det er med til at trække fedt ud af hår og hovedbund, vil du kunne ende med at få en tør og kløende hovedbund, der selv begynder at producere mere fedt, så håret også vil kunne føles mere fedtet. Og med fedtet hår vil man typisk oftere vaske hår, hvor det atter vil få en skrap behandling.
Silicone er også en almindeligt brugt ingrediens i for eksempel balsammer, og ja, den er ganske vist med til at gøre håret blødt og lækkert … Men silikone lægger sig som en hinde rundt om hårstråene og forhindrer gode ingredienser, fugt og næring i at trække ind i håret, så det ikke har noget at blive styrket af. Og det eneste, der kan vaske hinden af silikone ordentligt ud af håret, er skrappe sulfater. Således er en ond hårpleje-cirkel i gang.
Ikke alle alkoholer virker udtørrende, men de, der gør, er don´t velkomne i Curly Girl-metoden. For er der noget, krøller ikke har brug for, er det at blive udtørret. De er som regel tørstige nok i forvejen og har derfor brug for at blive badet i plejende og fugtgivende ingredienser – og vand – for at få tilstrækkeligt med fugt. Derfor ingen udtørrende alkoholer til en curly girls hår.
Curly Girl-metoden handler om at passe godt på sine krøller
Så hvis man er opmærksom på at undgå skrappe sulfater, silikone og udtørrende alkoholer i sine hårplejeprodukter, er man altså godt i gang med Curly Girl-metoden. Og her hos CurlsForYou finder du udelukkende hårprodukter, der er godkendte til den krøllevenlige hårplejemetode, og som altså ikke indeholder nogen af de ”forbudte ingredienser”, men udelukkende ordentlige, fugtgivende og nærende ingredienser, der også ofte er ganske naturlige. Så mangler du inspiration til en ny og Curly Girl-venlig hårplejerutine, er du landet det rette sted.
Men at passe på sine krøller handler om andre ting end kun produkterne, man bruger til sit hår. Vil du i gang med en Curly Girl-venlig rutine (du bestemmer selv, hvordan den skal bygges op, så den passer til netop dig), kan det være, der er nogle vaner, der trænger til en overhaling.
Det kan handle om ting som:
- Hårvask – hvor ofte vasker du hår? Hver dag? Renset og plejet med ordentlige produkter har håret ikke brug for at blive vasket så tit, men kan nøjes med 2-3 gange om ugen eller deromkring. Det er tidsbesparende – og godt for håret.
- Varme-styling – bruger du varme styling-redskaber? Det er skadende for krøllerne, hvorfor det er bedst at lade være med at bruge ting som glattejern og krøllejern. Føntørrer bør bruges med kold eller kun lidt varm luft og ikke for meget blæs, og en diffuser kan skåne og hjælpe krøllerne på vej.
- Hårbørstning – børster du ofte dit hår med en hårbørste, når det er tørt? Det slider på krøllerne og gør dem krusede og udefinerede. Brug hellere en wide-toothed comb, og nøjes med at rede håret, når det er vådt.
- Brug af håndklæde – brug med fordel et microfiber-håndklæde eller et ”T-shirt-håndklæde”, da det ikke river i krøllerne, som et almindeligt håndklæde gør. Et håndklæde med fin vævning vil skåne krøllerne, mens det tørrer – og mindske krus.
- Solen – pas på krøllerne, når du er ude i solen, da UV-strålerne også kan skade og slide på håret. En solhat eller UV-beskyttende spray kan hjælpe et stykke ad vejen.
Blot for at nævne nogle eksempler. Der er med andre ord mange ting, der spiller ind, når krøllerne skal plejes og passes på, og nogle af tingene kan måske virke helt absurde i starten – men give rigtig god mening, når de krøllede lokker begynder at trives, ved at du begynder at bruge ordentlige produkter og skabe nogle gode vaner.
Men Rom blev jo ikke bygget på en dag, og efterhånden som man får startet op på en Curly Girl-venlig rutine, måske bare med en god low-poo (sulfatfri shampoo) eller en co-wash samt en plejende balsam til at starte med, kan man stille og roligt få lyst til og mod på at udbygge rutinen med flere typer produkter og flere nye, gode vaner for krøllerne. Du kan læse mere om de forskellige produkttyper her på siden.
Hvem kan bruge Curly Girl-metoden?
Curly Girl-metoden er lavet for at tage hensyn til krøller, hvorfor den først og fremmest er henvendt til dig – uanset køn – med krøller i både langt og kort hår. Det gælder både de fine bølger, de lette krøller, de kraftigere krøller og de tætte og små coils – kort sagt alle krøller. Og jo mere krøllet, dit hår er, jo mere pleje og fugt vil det i udgangspunktet have brug for.
Har du helt glat hår, kan du dog sagtens stadig få gavn og glæde af Curly Girl-princippet – ved at vælge hårprodukter, der ikke indeholder skrappe sulfater, silikone og udtørrende alkoholer. Så uden at kunne “trylle” krøller frem i dit glatte hår, vil du dermed stadig kunne tilbyde det en ordentlig og sund pleje, der er til gavn for hår og hovedbund. Og hvem ved, måske har du faktisk fine krøller eller bølger i håret, du nærmest ikke vidste, du havde – eller bare ikke havde tænkt nærmere over? Da er CG-metoden absolut anbefalelsesværdig at komme i gang med, så du kan få det naturlige spil i håret smukt og bølgende frem.
Har du ikke krøller ad naturens vej (eller efter din smag ikke nok af dem) og derfor vælger at blive permanentet, kan du også oplagt bruge Curly Girl-metoden til at gøre det bedste for dine nye krøller. Sagt på en anden måde kan rigtig mange bruge metoden, uanset om man har krøller eller ej – krøllet hår har bare helt naturligt brug for ekstra meget pleje og fugt, hvorfor Curly Girl-metoden først og fremmest henvender sig til krøller.
Læs mere om Curly Girl-metoden og find produkter til den hos CurlsForYou
Vi håber, vi med denne introduktion har givet dig en ide om, hvad Curly Girl-metoden er, hvad den går ud på, og hvem der kan få glæde og gavn af at bruge den. Har du lyst til mere introduktion til og omkring metoden, kan du se nogle af de andre indlæg her på ”Curly Girl for begyndere”-siden, der løbende bliver opdateret.
Og ellers tag dig endelig en rundtur her hos CurlsForYou, hvor du kan finde et væld af forskellige hårprodukter, der passer til en Curly Girl-rutine. Du kan også prøve vores guide, hvis du kunne tænke dig nogle forslag til produkter ud fra din hårtype, -tykkelse m.m. Der er mange muligheder, og vi håber, du finder det, du søger til dig og dine krøller.