Curly Girl Method

Beskyt dit hår på sommerferien

Sommer … sol … varme … en frisk dukkert i havet eller hotelpoolen … aaaah – det er skønt at holde fri og være på sommerferie, og måske du skal afsted til varmere himmelstrøg, hvor garantien for godt vejr, sol og varme er større end herhjemme? Eller bliver du hjemme i lille Danmark for at nyde den skønne, hjemlige natur og satser på en dejlig og solrig sommer her?

Uanset hvor du tænker, du vil slå dine folder hen over sommeren, så vil dit hår med garanti sætte pris på, at du husker at passe godt på det. Og hermed mener vi, at der er mange ting og omstændigheder på en sommerferie, der kan udfordre og slide unødigt på dit hår, hvorfor det er en god ide at tage dine forholdsregler og blot huske hensynet til dit hår også. Især hvis du har krøller, har det betydning for dit hårs sundhed, at du gør dig nogle tanker om, hvordan du kan passe godt på det, når du er på sommerferie.

Det vil vi komme nærmere ind på i det følgende.

Beskyt håret mod solen

Men lad os da først lige nyde sommervarmen og den afslappede feriestemning lidt … Hvor dejligt det føles at slippe bekymringer og hverdag for en stund og nyde livet – med familien, vennerne, eller hvordan du nu foretrækker feriens gang. Måske er sommeren faktisk blevet varm og solrig – og appellerer til en dukkert eller ti i det blå. Og det skal da endelig også bare nydes.

Men … Elementer som sol, varme og salt- eller klorvand kan virke skadende på dit hår, de slider på det, og det kan ende tørt, skadet og umedgørligt. Set i forhold til solen kan det derfor anbefales at tage en heat protection-spray med på ferien, så du kan beskytte dit hår mod de varme stråler – lidt ligesom at give det solcreme på. En sådan spray med UV-beskyttelse er ganske enkel og hurtig at bruge ved blot at spraye lidt i håret, når behovet melder sig, og så er den let at have med i tasken. En anden simpel måde at beskytte håret mod solen er at bruge en fin sommerhat, en kasket eller hvilken form for hovedbeklædning du nu foretrækker.

Pas godt på dit hår, når du bader

Set i forhold til at passe på håret, når du bader, kan vi også komme med et par råd. For både salt- og klorvand absorberer nemlig fugt fra dit hår og virker dermed udtørrende. Det er ikke godt for dit hårs sundhed, hvorfor det da kan være en fin ide (hvis det er muligt) at skylle håret i ferskvand, inden du går i vandet – måske med en bruser ved stranden eller poolen, og ellers kan du selv have et par flasker drikkevand eller en Mist Spray Bottle med vand med i en taske. For når håret således allerede er vådt, når du går i vandet, vil det slet ikke være samme mængder af klor/salt, det absorberer. Efter badet er det naturligvis også en god ide at skylle salt/klor ud af håret, så det ikke bliver deri længere end højst nødvendigt.

En anden måde at begrænse mængden af salt- eller klorvand i håret, når du bader, er selvfølgelig at bruge en badehætte eller blot forsøge at undgå at få håret under vand. Og medmindre du tager hovedspring eller dykker en tur, kan en, hvis du har langt hår, god hårelastik, en hårklemme eller et andet praktisk stykke hårpynt hjælpe med at holde håret højt oppe, så det ikke bare lige bliver vådt. Smukke hårklemmer og måske et flot hårspænde eller andet hårpynt er heller ikke til at undvære til efter en dag ved stranden eller poolen, og håret skal styles, når det er tid at komme ud at spise – så husk hårpynt.

Husk at pleje dit hår på ferien

Og apropos det at gøre håret klar … Når du nu har været ved stranden eller poolen og plasket rundt i vandet samt badet i solen, vil dit hår med garanti tage imod lidt ekstra forkælelse med kyshånd. Husk derfor at tage en god og mild shampoo samt en fugtende og plejende balsam med på ferie. Ofte vil du på hotelophold kunne bruge af hotellets shampoo og balsam, men der er ingen garanti for, at de vil gøre dit hår godt – derfor er det rarest at medbringe sine egne produkter.

Dit hår vil have godt af at få vasket dagens oplevelser ud, særligt hvis de har været fyldt med strand, sol og hav-/klorvand. Og vil du skrue lidt mere op for wellness-følelsen for dine lokker, kan du give dem en god hårkur, der kan være behjælpelig med at pleje håret helt ind i hårstråene. En sådan kan virkelig hjælpe, hvis håret er blevet skadet, men er i det hele taget rigtig god for hårets sundhed at gøre brug af en gang imellem. En hårkur bruges, efter håret er blevet vasket, men før brug af balsam. En balsam er god at slutte af med for at lukke skællaget på hårstråene og gøre håret blødt og lækkert.

En leave-in-balsam kan også være en næsten uundværlig størrelse at medbringe på ferien, da den hurtigt kan bidrage med fugt og pleje til dit hår, når det trænger til lidt genopfriskning og ekstra omsorg – og den bliver jo i håret, hvor den kan fortsætte med at pleje. Den er også rigtig fin at bruge efter bad og hårvask, hvor du både har brugt hårkur og plejebalsam. Her kan en leave-in blot bidrage til den samlede plejerutine – og altså blive i håret og gøre det godt for dine lokker. Du kan finde et fint udvalg af både pleje- og leave-in-balsammer her på siden.

 

Rigtig god ferie til dig og dine lokker

Nu håber vi, at vi med dette indlæg har givet dig et brugbart bud på, hvilke ting der er værd at være opmærksom på i forhold til dit hår, når du tager på sommerferie. I bund og grund er det selvfølgelig bare at fortsætte den gode rutine, hvis du allerede har en sådan – og tage de sunde vaner med på ferie. Men samtidig også at huske, at sol og badevand kan give nogle ekstra udfordringer for dit hår.

Vi håber, du har eller kan finde frem til en rigtig god og fornuftig ferie-hårplejerutine, der passer til og fungerer for netop dig – og at du kan finde noget inspiration til det her hos CurlsForYou. Vi ønsker dig og dine lokker en rigtig dejlig sommerferie.

Lämna ett svar

Din e-postadress kommer inte publiceras. Obligatoriska fält är märkta *