Har du også altid undret dig over, hvorfor nogle mennesker har krøller, mens andre ikke har? Drømmer du måske endda selv om at få krøller enten naturligt eller ved hjælp af kemi? Håret er en finurlig ting, som kan give masser af glæde, men også frustrationer, når det ikke vil, som vi vil. Videnskaben bag krøller er ligeledes en til tider kompleks ting, men i dette indlæg vil vi forsøge at gøre det lidt lettere at forstå. Vi vil komme omkring hårets byggesten og biologien bag, hvorfor nogle har krøller, mens andre har fladt hår. Derudover kan du også læse, hvad dit hår faktisk har brug for, hvis du gerne vil give dine naturkrøller den bedste tilværelse, og til sidst hvad du kan gøre, hvis du ikke har krøller fra naturens side, men gerne vil have krøllet hår.
Vi håber, du finder de svar, du søger. Rigtig god læselyst.
Hvad er håret lavet af – hårets opbygning?
Dit hår, og alle andres hår for den sags skyld, består af omkring 80 % protein (nærmere bestemt keratin). 10-15 % af håret er vand, og de resterende 5-10 % er en blanding af pigmenter, mineraler og lipider. Det yderste lag af hårstrået kaldes for kutikellaget. Inde bag kutikellaget finder du hårbarken, som udgør omkring 80 % af hårets masse. Når du farver, bleger eller generelt permanentbehandler dit hår, sker forandringen i hårbarken.
Kutikellaget, som altså er hårets yderste lag, består af keratinocytter, der ligger i lag og næsten ligner skællene på en fisk. Dette lag sladrer utroligt meget om dit hårs helbred. Hvis håret er sundt, vil de her keratinocytter nemlig ligge fladt og overlappe hinanden som tagstenene på et tag. Når de ligger således, beskytter de hårbarken inde bagved mod udefrakommende påvirkninger som vind, vejr og varme. Samtidig vil denne struktur være en anelse lysreflekterende, og derfor er et skær i håret som regel tegn på sundt hår.
Er håret derimod skadet eller stresset grundet for eksempel afblegning eller hyppig brug af varmeapparater, vil håret virke mere ru, fordi keratinocytterne ligger mere uregelmæssigt. Når det er tilfældet, er det langt lettere for skadelige stoffer at trænge ind til hårets barklag. Samtidig kommer håret hurtigt til at se tørt, trist og meget filtret ud. En intensiv behandling eller kur kan dog genskabe en stor del af kutikellagets glatte struktur. Netop derfor er en effektiv hårkur ikke noget, man bør undervurdere i sin hårplejerutine.
Vores hår sidder fast i noget, man kalder for hårfollikler. Folliklen er en skrå fordybning i vores hovedbund, hvori hårstrået sidder fast. Vores hår dannes altså inde i folliklen. I den øverste del af folliklen sidder der talgkirtler, som udskiller talg (sebum), der skal beskytte hovedbunden og håret fra at tørre ud. Det er blandt andet derfor, at vores hår kan komme til at se fedtet ud – særligt hvis du bruger sulfatholdig shampoo, der kan være skyld i en overproduktion af talg i hovedbunden. Genetisk disponering, hormonelle forandringer eller stressede perioder kan også være skyld i en overproduktion af talg og dermed en fedtet hovedbund og hår – eller omvendt, i en meget tør hovedbund.
Det kan du læse mere om i vores indlæg: “Curly Girl Metoden: A-Z gennemgang”.
Hårets cyklus
Håret cyklus er en til tider skør og kompleks proces, og derfor vil vi heller ikke nørde helt ned i denne. Mennesket har dog i gennemsnit mellem 80.000 og 150.000 hår på hovedet, og hvert hårstrå gennemgår kort fortalt tre forskellige faser. De er som følgende:
- Den anagene fase: Det er kort sagt fasen, hvor håret vokser. Omkring 8 ud af 10 hår på hovedet er i denne fase. Den varer som regel mellem to og syv år, og håret vokser i denne fase gennemsnitligt 1-1,2 cm i måneden (eller 0,3-0,45 mm om dagen).
- Den katagene fase: Dette er en overgangsfase. Her stopper celleproduktionen i folliklen, som trækker sig sammen, hvorefter hårstrået falder ud.
- Den telogene fase: Dette er hvilefasen. Her regenererer folliklen sig, cellerne begynder igen at dele sig, og et nyt hårstrå begynder at danne sig. Fasen varer som regel to til fire måneder.
Samtlige hårstrå på hovedet gennemgår denne fase, og derfor er det også meget naturligt, at vi taber lidt af vores hår, når vi for eksempel børster det. Ja, faktisk er det meget normalt at tabe et sted mellem 30 og 100 hår om dagen. Hårtab er i de fleste tilfælde genetisk bestemt, men i perioder med drastisk vejrskifte, en stresset hverdag eller dårlig cirkulation i hovedbunden kan du risikere at tabe flere hår end ellers.
Hvorfor får man krøller?
Hvor mange hårstrå du har, hvor tykke de er, og hvilken hårfarve du får er alt sammen genetisk bestemt. Det samme gør sig gældende for hårets struktur, og altså dermed også hvorvidt du har krøller, fladt hår eller en kombination. Når du har krøllet hår, bestemmes det altså af folliklens form. Hvis den i hårsækken bliver dannet som enten ovalformet, rundt eller elliptisk, vil det betyde, at hårstrået vokser ud i en spiral – altså som en smuk krølle.
Når man har krøllet hår, taler man desuden om hårets ellipticitet. Ellipticitet betyder graden af udfladning af en cirkel. Det betyder, at når ellipticiteten stiger, vil graden af krøllernes form også stige.
Hvad har krøllet hår brug for?
Naturligt krøllet hår har som hovedregel en tendens til at være mere skrøbeligt end glat hår. Det skyldes hårfibrenes uensartet form. Denne uens struktur kan nemlig betyde, at keratinocytterne er mere løftet sammenlignet med glat hår, hvilket som bekendt giver hår, som er mere sårbart for udefrakommende påvirkning og skade.
Krøllet hår har desuden tendens til at være porøst (læs mere om hårets porøsitet og hvorfor det er vigtigt her). At have hår med høj porøsitet betyder, at håret let absorberer vand og fugt. Det kan være en udfordring for mange med krøller, da det også betyder, at håret har tendens til at ”svulme op” og blive meget kruset. Derfor har krøllet hår som regel brug for ekstra fugt. Det kan det få ved brug af gode og fugtgivende produkter både under hårvask og efter. Blandt andet vil rigtig mange krølhårede have stor gavn af at investere i en hårolie, som matcher deres hårs behov for fugt.
Forskellen på hår- og krølletyper
Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at krøller ikke bare er krøller. Hvilken type af krøller du har kommer blandt andet an på, hvilken form folliklen har (som vi skrev i forrige afsnit, kan du både have elliptisk, oval og rund form). Hvor nogle vil have meget tætte krøller ved hovedbunden, som bliver blødere i bunden, vil andre have bløde krøller på toppen, som bliver mere krøllet i bunden af håret.
Når man skal kategorisere en hårtype, vil man typisk også gøre dette baseret på hårets struktur. De fire overordnede kategorier, man typisk benytter til at kategorisere hårtypen, er glat, bølget, krøllet eller kinky – sidstnævnte er betegnelsen for meget små og tætte krøller. Derudover deler man også de fire overkategorier op i underkategorier, og dermed arbejder man typisk med 10 forskellige typer af hårstrukturer. Du kan læse lidt mere om hårkategorierne her.
Hårtype 1: Glat hår
Dit hår er helt fladt og lige fra top til spids. Det er sandsynligvis også fint og tyndt.
Hårtype 2a-2c: Bølget hår
Har du hårtype 2, har du bølget hår, som bugter sig i en form for fine S’er. Hvor 2a er meget bløde bølger, er 2c mere markante bølger. Har du langt type 2-hår, vil krøller ofte starte omkring ørerne og blive mere markante i bunden af håret.
Hårtype 3a-3c: Krøllet hår
Du har hårtype 3, hvis der ikke længere er tale om bølger, men en decideret krøllet struktur på håret. Hvor type 3a typisk er store, løse krøller, bevæger 3c sig mere over i tætpakkede proptrækkerkrøller.
Hårtype 4a-4c: Kinky krøller
Har du hårtype 4a-4c, har du de såkaldte kinky krøller. Folk med hårtype 4 er sjældent i tvivl. Krøllerne er nemlig meget tæt pakkede og oftest også små. Denne hårtype kræver i rigtig mange tilfælde en hel del fugt for at opretholde krøllernes sundhed.
Det gode ved at kende din egen hårtype er, at det som oftest også er lettere at finde de rette produkter, som vil give dit hår den næring, det har brug for.
Hvordan får man naturlige krøller? Fremhæv dine naturlige krøller med den rette pleje
Mange skriver til os og spørger; hvordan fremhæver jeg mine krøller?
Vi håber, at du med dette indlæg har fået en hel masse ny viden, omkring hvorfor du er blevet foræret en krøllet eller glat hårpragt, og ikke mindst hvorfor krøller har brug for så meget ekstra fugt, næring og kærlighed for at se smukt ud.
Du kan læse en hel masse mere om, hvordan du får smukke krøller indefra og ud, i “Den store guide: Sådan spiser (og drikker) du dig til et sundere hår og smukke krøller”. Men for en god ordens skyld får du også den korte opsummering herunder. Hvis du vil fremhæve dine egne naturkrøller og give dem det bedst mulige liv, skal du:
- Drikke rigeligt med vand i løbet af dagen
- Så vidt muligt holde dig fra alkohol, junkfood, sødestoffer og cigaretter
- Bruge så få varmeredskaber på håret som muligt
- Spise god kost med masser af vitaminer og mineraler såsom nødder, bær, bønner, fisk, æg, fuldkorn og grøntsager
- Investere i god udvendig pleje i form af produkter, som matcher dine krøllers behov for fugt og pleje.
Held og lykke med din hårrejse – vi håber, du finder alt, hvad du skal brug her hos CurlsForYou. Husk, at har du spørgsmål til vores produkter eller ønsker til et bestemt produkt, er du altid velkommen til at kontakte os via vores kontaktformulär. Så vender en af vores søde medarbejdere tilbage til dig hurtigst muligt.
One thought on “Videnskaben bag krøller: Hvorfor har du krøllet hår?”